Sorg

Har du oplevet sorg? Måske har du mistet en du holdt meget af. Måske har du oplevet en funktionsnedsættelse eller opdaget, at der er noget du gerne ville opnå, der bare ikke er muligt.  

Har du oplevet sorg?

Alle de forskellige situationer kan udløse sorg. Det er forskelligt hvordan den enkelte reagerer og hvad man reagerer på.

Når man er i sorgen kan det være betydningsfuldt, at der er nogen omkring en. Samvær med andre mennesker, nærvær og fortrolighed kan opleves som en stor støtte for den der sørger. Især kan det i tiden umiddelbart efter tabet være en stor støtte at tilbyde den sørgende hjælp med helt praktiske ting som madlavning, rengøring mm. så hverdagen kan fungere. Men også bare det at være der for den der har mistet, være til stede sammen med, at holde om og holde af og lytte til den sørgende har stor betydning.

Sorg kan sætte relationer under pres. Den der har mistet kan have et andet behov end tidligere, f.eks. at tale meget mere om den eller det, der er mistet eller ikke kan opnås. Omgivelserne har måske en anden opfattelse af hvordan man sørger. Eller omgivelserne kan være usikre på, hvad de skal gøre. Derved kan der opstå en barriere i relationen mellem den sørgende og omgivelserne, hvilket kan resultere i, at den sørgende eller omgivelserne trækker sig.

Så står den sørgende tilbage med en følelse af ensomhed og at være forladt, fordi de ikke oplever den form for forståelse og støtte, de har brug for.

At tale om sorgen

At tale om sorgen i de nære relationer kan også være svært og der kan opstå en ond spiral af misforstået tavshed, fordi man forsøger at beskytte hinanden af kærlighed og ikke gøre den anden ked af det.

Det er rigtigt svært at tale om sorg. Hvis du har oplevet noget af dette, og ikke har fundet den støtte og det fortrolige rum til at tale du har brug for, og hvis din sorg bliver ved med at påvirke din hverdag, kan du formentlig have glæde af at komme i terapi og tale om sorgen og følelserne der er i spil, så du igen kan blive i stand til at leve dit liv og leve med sorgen.

 I terapi hos mig handler det om, at du har plads og rum til at tale om den du har mistet eller det du har mistet eller ikke kan opnå. Jeg lytter og stiller nysgerrige spørgsmål og prøver dermed at forstå ud fra din oplevelse. Sorgfølelsen er ofte forbundet med andre følelser som ensomhed, vrede, sårbarhed, afmagt, skyld, fortrydelse, skam, uretfærdighed og ikke mindst meningsløshed.

Ved at fortælle gentagne gange om de følelser man har, kan det være vejen frem til at leve med sorgen uden at isolere sig eller lade sorgen overskygge alt.

Sorgen kan på den ene side fremkalde de ovenstående følelser, som kan stå i vejen for at leve livet videre med sorgen. På den anden side er sorgen også en mulighed for at vise sin sårbarhed ved netop at tale om hvordan man har det og hvilke følelser der er på spil. Ved at åbne op og tale om sorgen, følelserne og relationen og hvad man har brug for, kan det i stedet ses som en mulighed og en åbning. Og dermed et liv med plads til sorgen som en naturlig vigtig del af ens liv. Således bliver det også muligt at genfinde lysten til livet og sætte sig nye mål for fremtiden.