Lavt selvværd
Hvis du ikke rigtigt har mod på livet og tør sige til og fra, kan det være at dit selvværd er lavt. Lær at øge dit selvværd og styrke din selvtillid.
For at undgå lavt selvværd er det vigtigt at stå fast på – og sige det man har behov for. Det er vigtigt at man tror på, at man fortjener at blive behandlet ordentligt. Hvis du synes det er svært, så trøst dig med at alt sammen er færdigheder man kan lære og hele tiden blive bedre til.
Hvad er lavt selvværd
Selvværd handler om de holdninger og værdier vi tillægger os selv. Selvværd handler om at føle sig god nok. At være trofast over for sine egne behov og ønsker samt at holde på sine personlige rettigheder. Men mange tvivler på sig selv, tvivler på om de er gode nok til det andre og de selv forventer.
Måske har man en ide om, at andre er vigtigere eller mere værd end man selv er. Mange har derfor nogle regler som de ikke nødvendigvis er bevidst om. En regel kunne være: for at andre skal have det godt, så må de lade andre komme i første række og tilsidesætte sig selv. Hvis de ikke selv retter sig efter denne regel, så er de ikke selv gode nok.
Strategien for at efterleve denne regel er hele tiden at gøre alt andre beder om. Det gælder også selvom de egentlig ikke har tid eller selv havde planlagt nogle ting for dem selv. Denne strategi virker lige modsat hensigten, idet den skubber dem selv til side for andre. Dermed er reglen med til at fastholde, at de selv ikke er lige så vigtig som de andre. Det påvirker og fastholder et lavt selvværd.
Kendetegn ved lavt selvværd
Dårligt humør, negative tanker og destruktive følelser er ofte på spil ved lavt selvværd. Nogle mennesker med lavt selvværd trækker sig ind i sig selv, andre kan være udad reagerende. De er usikre og bebrejder sig selv og er selvkritiske. De føler ofte skyld, skam, bekymring, frustration og vrede. De bliver trætte, anspændte og energiforladte.
Hvis man er fanget i sit eget reaktionsmønster, forbliver man i en nedadgående spiral og belaster sig selv meget.
Lavt selvværd findes i forhold til en lang række af psykiske lidelser som f.eks. social angst og depression.
Du kan også læse mere om lavt selvværd hos Psykiatrifonden.
“Jeg opsøgte Henriette, fordi jeg følte mig fanget i generel tristhed og lavt selvværd, men kunne ikke helt finde ud af hvorfor jeg ikke var glad. Jeg havde i mange år overvejet at opsøge en terapeut, men har været tøvende, da jeg ikke følte jeg havde nogle konkrete problemer, som jeg tænkte var nødvendig for at starte et terapiforløb. Men mit forløb med Henriette, er klart det bedste, jeg har gjort for mig selv. Jeg har igennem forløbet fået en forståelse for nogle af mine uhensigtsmæssige leveregler, og hvordan jeg kan ændre på dem, således de ikke står i vejen for min glæde længere. Jeg har samtidig blevet bedre til at forstå mine følelser, og sætte ord på dem over for min partner. Jeg kan kun varmt anbefale Henriette.”
Vibeke 24 år, studerende
Sådan arbejdes der med selvværdet i terapien
I terapien arbejder vi med dit psykiske selvforsvar, det vil sige dine tanker, følelser, sanser og adfærd. Kort sagt arbejder vi med at øge dit selvværd og styrke din selvtillid.
Det gør vi bl.a. ved at du ændrer på dine gamle regler der fastholder dig i det lave selvværd. Dermed gør de ikke noget godt for dig.
Du lærer at forstå, acceptere og håndtere følelser, også de vanskelige følelser. Du lærer ligeledes hvordan du kan kommunikere på en hensigtsmæssig måde, således at du både kan stå ved din behov og holdninger. Samtidig lærer du at sige fra, uden at dine følelser kommer til at styre dig uhensigtsmæssigt. Dine følelser har nemlig stor betydning for din trivsel og velvære. De positive følelser og overbevisninger om dig selv styrker dig, imens de negative følelser har en nedbrydende effekt. Derfor lærer du at identificerer og regulere dine følelser, så de ikke bliver destruktive.
Vi arbejder også med medfølelse, således at du i stedet for at kritisere dig selv, lærer at være medfølende og dermed styrke dit selvværd. Når du ikke er tilfreds med din egen reaktion, er det rigtigt vigtigt, at du også her har en medfølende indstilling til dig selv.
Så hvis du er blevet mobbet eller nogen engang har fortalt dig, at du ikke er noget værd og du er overbevist om at det er rigtigt, så er der håb for en forandring.
I terapien arbejder vi med at ændre tankerne og overbevisningen. På den måde kan du så inde for dig selv og være der for dig selv og tro på dig selv. Dermed reduceres de uhensigtsmæssige følelser. Samtidig styrkes dit selvværd og din selvtillid. Det er kernen i den kognitive terapi.